Bent Yenzen
er en dansk filmskaber og maler og radiovært. I 90'erne på Filmskolen lavede han Nogle Huse i Gaden der var et flot portræt folk fra Nørrebro og vilkårene for at lave tingene om. Nu har han lavet noget mere moderne, hurtigt klippet med en suveræn både lyd og billed-side.
Det er tydeligt at han har haft det store ny græsrodsarkiv for NB (Nørrebros Beboeraktion i Rigsarkivet til rådighed. Og efterhånden 40 års radio-erfaring. Når hjernen går hultertilbulter skal der noget til at skildre det. Man siger at i moderne kunst er mennesket fordrevet, og i så fald er det her moderne kunst. Det er ren rap på skæv facon. Det er ikke hver dag en pensionist laver en fræsende dokumentar som filmen "Sort Firkant" på 24 minutter.
Vi er på en lille del af Nørrebro hvor
traditionen for sjov aktivisme er kendt. Og førte til ny lovgivning dengang. Hundreder af fantastiske fotos fra bringes
i spil og en halvgammel mand der endevender sin hjernekiste, hvordan lod det hele sig gøre, fordi han er drattet
om og både plejehjælper og Vorherre i skyen hjælper på hver sin måde. I en lille lejlighed i Sorte Firkant hvor køkkenet ser Herrens ud. Sorte Firkant, dine gader er mørke, men i dit sind er der lys, sang de. Det var dér den
navnkundige aktivist-organisation NB opstod og hele arkivet fra dengang ligger
nu parat ”i skyen”. Det er baggrunden for filmen. Det er tydeligt at filmens skaber gerne vil
have os til at dykke ned i historien. Det særlige er at den hverken er støvet
eller grå, det er fremragende billeder i klare farver og lyden er tydeligvis
lavet af en lydmand.
Lige siden
70’erne har Bent Yenzen’s røst kunnet høres på Nørrebro og her høres den ekstratydeligt. Ja siden 50'erne faktisk, for han voksede op i Bangertsgade. I Rigsarkivets materiale NB Kildepakke har jeg sakset hans beretning, her aftrykt i rødt, som supplerer filmen udmærket
fra NB Kildepakke
Rigsarkivet
Bent Yenzen's indlæg
Jeg synes altid vi blev kritiseret. Vi blev kritiseret
fra højre og fra venstre og fra vore egne og det var aldrig godt nok. Nu ser
jeg mig omkring og synes at der er sket
meget siden jeg kom herind i 1956. Vi flyttede ind i Bangertsgade 7C, 1. Tv.,
det var en baggård, og der var en baggård når jeg kiggede ud af det ene vindue
og en baggård til den anden men vi havde lokum på bagtrappen, ikke nede i
gården, så det var fint, men det var jo koldt så dengang sad vi ikke og læste
på lokummet. Havde vi ikke haft NB havde
jeg ikke boet her nu for så var der kun kommet til at bo 2000 mennesker i
Firkanten, men vi sagde jo at der også skulle være nybyggeri. Der var jo en
tradition at bygge videre på. Det var det ham Bjarne sagde.
I skolen spurgte min lærer mig engang: Hvorfor spørger du
om så meget, du skal jo bare være arbejdsmand. Ha-ha! Men se på kvarteret i
dag, så mange folkeslag og så gode boliger og det er jo til almindelige
mennesker. Jeg har lavet en film engang hvor jeg interviewede nogen folk her i
gaderne. Det er en virkelig vigtig film til at beskrive den tid.
Nu er jeg måske ikke en helt almindelig beboer. Jo det er
jeg i dag. Men dengang var jeg jo med i Forretningsudvalget i NB og det var jo
noget særligt, der sad jeg i de aller-aktiveste år. Jeg kom jo lige fra
Gribskov-lejren hvor alle militærnægterne havde lavet et mægtigt oprør.
Maleriet jeg viser frem lavede jeg engang i 72.
Lokalet jeg står i er Nørrebro Radio hvor jeg er radiovært i dag.Jeg kom lige fra Grib Skov og stod på gaden i København og vidste at hvis ikke jeg fandt ud af noget
inden en måned så var jeg på spanden. Folk ryger på røven i storbyen. Jeg
snusede til NB og der var altså en der hed Bjarne og han var også træt af alle
mine spørgsmål og fortalte mig at jeg skulle på aktionsskoling. Han blev sur
fordi jeg spurgte om der virkelig var noget for mig at lave når der allerede
var vundet alt dét der. Og da jeg så kom med i NB var det det samme, for jeg
kom til indslusning med en pige der hed Rigmor, Den første aktion var en aktion
som var en sommerferie-afslutningsfest og vi stormede Ernst Johansens
anpartslejligheder i Tømrergade/Smedegade gade og dét jeg så sagde til Rigmor
det var om de spørgsmål man kom med blev diskuteret i ledelsen. Det spurgte jeg om.
Ledelsen i NB havde ikke dét der lignede privilegier,
ikke en tøddel. Men det er der altid
nogen der siger. Men jeg havde ikke travlt med at komme i FU men jeg sad der
alligevel da der var allertravlest, dér i 76 og nogle år frem. Mogens Blom sad
der også. Nogen gange var den fire om morgenen inden vi gik hjem og folk
rystede på hovedet af os og sagde ”Hvad fanden får I egentlig ud af det der” og
sådan. Men Bjarne sagde: I blev jo ved, der var jo principielle punkter”. Vi
var jo lidt anderledes end den traditionelle venstrefløj, vi blev ved, til vi
blev færdige. Akademikerne på Statens Arkiver var pisse-nysgerrige da vi mødte op der for et par år siden. Vi
skulle sætte vores underskrift på en aftale om adgangsret til arkivet og de
vidste selvfølgelig ikke om vi ville skrive under, det var Otto og Jeg, og vi var begge medlemmer af
Forretningsudvalget de år, og nu er vi ”arkivskabere”. Nu da hele lortet
var anbragt og sorteret havde de dér
folk kikket i protokollerne og de spurgte os med forundring, hvem lærte jer
det? De dér akademiske folk hed Erik og
Lene, de var sgu fine. Vi var gået i stå og så havde Rigsarkivet gjort det
færdige.
Hold da kæft et arbejde. Men så var de jo blevet
nysgerrige, det kan jeg sådan set godt forstå.
Det med kritikken tog Bjarne roligt. De liberale
borgerlige holdt til hos os, selvom vi var venstreorienterede. Vi blev næsten
mest holdt af af de liberale. Det var de Radikale der havde flest partifolk
blandt NBs medlemmer. Det var også de borgerlige der kom til Bjarnes fødselsdag
og Erling Olsen den socialdemokratiske boligminister mødte op i 95 da han blev
50. Bjarne havde en større mund end Kim
Larsen for de havde selv målt det da de gik i samme klasse på Frederiksundvejen
og Kim legede popsanger i den ene ende af skolegården og Bjarne kæftede op om
politik i den anden.
Bjarne døde for 6-7 år siden. Vi havde halvanden tons
papirer. Jeg havde jo ringet til Otto og sagt at nu er det altså femte gang jeg
flytter de her papirer og nu gider jeg altså ikke mere og nu smider jeg dem ud,
og så sagde Otto at det gør du fandme ikke og det er jo historie og sådan, men
jeg havde jo bare gemt på det og nu var
jeg træt af at slæbe rundt på det. Jeg havde jo ikke tænkt på at det skulle på
Rigsarkivet.
Det var en god kobling. ”Hold da kæft, det er jo
skelsættende reformer” sagde idioten og når en Aalborgenser og jyde siger
sådan, at det er skelsættende reformer så er det kraftstejleme vigtigt og han
sagde jo at jobskabelsesloven også var den samme pakke, det var
martspakken, sammen med byfornyelse og
stop for ejerlejligheder, det hele blev vedtaget der, og det hele var nået indenfor ti år. Plus de ikke-kommercielle lokalradioer og
TV-stadioner, for det kom også men det var sgu samme pakke. Hvem tænker på det
i dag? Det var jo det vi opdagede. Jeg
er jo ikke akademiker og havde ikke læst det der lovstof og folketingets
forhandlinger men det var jo der Otto kom ind i billedet.
Det kan jo lade sig gøre, det er jo dét der er så
fantastisk ved det, det var jo meningen at det skulle have været tromlet ned og
brugt til administrationen til City, men det er jo derfor det er blevet
ude på Amager i stedet for, jeg husker
på en oplevelse i Grækenland og jeg snakkede med nogen og jeg sagde jeg boede
ti minutter fra magtens centrum og alle hotelværelserne blev bestjålet den nat
men ikke mig så nogen må jo mene at jeg var noget særligt og der hvor jeg vil
hen er at min lejlighed koster 3700
kroner og de andre i opgangen betaler det dobbelte, men de har jo ikke kæmpet
for det som jeg har, de har jo bare købt andel, det er jo fantastisk, jeg er jo
lejer, men ejerne skal jo betale alt det faste inventar, men det er jo nogen
bønder, vi kan jo eje vores eget, det er jo sådan de tænker. De håber jo også
at sælge det til høj pris, og det tilbød de også mig, men det gik jeg jo ikke med på. Otto bor jo også i en billig
lejlighed oppe i Aalborg, det ved jeg. Det er jo det vi har prøvet på. Dét der
var anderledes var jo hvordan laver man
kollektiver i en storby. Vi havde jo vores egen lejlighed, men mødtes og spiste
sammen, men hvordan laver man kollektiver i en storby, det er der jo ingen der
dyrker i dag, de sidder jo i hver sin lejlighed. Hovedreglen var jo at man
betalte forud og man havde betalt for en måned ad gangen og så var det jo bare
om at møde op. Hvis du ville have noget at æde så kom de. Vi fik dét dér
opereret væk , det er mig det er mig, for hvis ikke du kom så havde du jo
betalt for maden alligevel. Jeg sagde det ved foredraget i Aalborg. Tak til
alle de tusind af mennesker der var med, det var jo ikke bare nogen få der var
med det var jo tusindvis og det synes jeg vi skal have med, at de skal også
have tak, selv om de rejste lidt tidligt, for det er jo derfor jeg bor her i
dag. Jeg mødte Erik forleden og som han sagde vi har jo kendt hinanden i 34 år.
Det hyggelige er jo at de der gider at at gøre noget fik lov. Vi mødte jo mange
af dem til den fest for et par år siden, og der var jo en god stemning.
Jeg fortalte om arkivet og sagde at nu
er vi jo registreret og så bliver man aldrig glemt. Pointen ved det var at jeg kunne sige tak til alle dem der havde
deltaget for ellers havde vi jo ikke været her, og da jeg fortalte at arkivet
var gemt kom Mette op til mig og sagde, åhh har i gemt alt det der som vi sad
og brugte alt det tid på og tak skal I have.
Det var nu sådan. Er du desperat så slås du mod politiet
og er du realist så finder du på noget der er sjovt. NB havde de gyldne regler.
Der er en af de gyldne regler der hedder: Andres vurdering er ej som du tror,
de vurderer dig efter din praksis og ej dine ord. Og der var en der hed:i Der er så mange
gyldne regler så man går helt amok i dem. Der er også en der hedder skal en
opgave udvikles stabilt og i ro skal man fra starten mindst være to. Og så er
der en der hedder Den enkelte er uden tvivl klog men gruppens viden skal stå i
en bog. Ja og uden mad og drikke duer
helten ikke, ordentlig mad og moro det
får man i sin bokoo. Det sidste rimer jo ikke men bokoo var noget med
bokampkoordineringsgruppe, men det var altså dér vi spiste. Der var vist ti af dem. Vi udleveredere os
selv lidt men vi blev også respekteret, Vi var tæt på hinanden men vi pillede
ikke ved hinandens ting og helt ærligt vi havde ikke alt det der med gruppesex
de siger i dag. Men vi havde en kæmpedebat på en generalforsamling for det var
ikke alle der var tilhænger af det hele og der var en der stillede sig op og sagde om vi nu var tvunget til at spise
sammen. De troede det gik ud over dem selv men de var jo gået ind med en
holdning og så måtte de jo gå videre, men nogen gange gik det jo også for
stærkt.
Jeg synes godt man
kan fremhæve at de der spisegrupper de var jo lagt meget an på økologisk mad.
Og så synes jeg at der er én ting, vi kom jo ikke sovende til vores ting, vi
havde nærmest en arbejdsdag fra 8-24. At lave om på samfundet er som at gå på
arbejde. Det kunne godt stå som en overskrift. Man hører jo altid: Laver I
noget, og sådan? Det der bokoo-mad det var fantastisk at æde, det tror jeg var
med til at holde én ung, i de der ti-tolv år. Pointen i det er at det med at
lave kollektiver i byen det var sund mad og det var billigt og det var da
hyggeligere end at man sad derhjemme og lavede sit eget lortemad, så har man da
nogen at snakke med, det er da også rart at komme og spise sin morgenmad og man
kommer og der er nogen der siger goddag.
Bent SLUT
Ingen kommentarer:
Send en kommentar