Bent Yenzen og hans NB-film "Sort Firkant" 2019

Af Otto Carlsen

Bent Yenzen er en dansk filmskaber og maler og radiovært. I 90'erne på Filmskolen lavede han Nogle Huse i Gaden der var et flot portræt folk fra Nørrebro og vilkårene for at lave tingene om. Nu har han lavet noget mere moderne, hurtigt klippet med en suveræn både lyd og billed-side. 

Det er tydeligt at han har haft det store ny græsrodsarkiv for NB (Nørrebros Beboeraktion i Rigsarkivet til rådighed. Og efterhånden 40 års radio-erfaring. Når hjernen går hultertilbulter skal der noget til at skildre det. Man siger at i moderne kunst er mennesket fordrevet, og i så fald er det her moderne kunst. Det er ren rap på skæv facon. Det er ikke hver dag en pensionist laver en fræsende dokumentar som filmen "Sort Firkant"  på 24 minutter.

Vi er på en lille del af Nørrebro hvor traditionen for sjov aktivisme er kendt. Og førte til ny lovgivning dengang. Hundreder af fantastiske fotos fra bringes i spil og en halvgammel mand der endevender sin hjernekiste, hvordan lod det hele sig gøre,  fordi han er drattet om og både plejehjælper og Vorherre i skyen hjælper på hver sin måde. I en lille lejlighed i Sorte Firkant hvor køkkenet ser Herrens ud. Sorte Firkant, dine gader er mørke, men i dit sind er der lys, sang de. Det var dér den navnkundige aktivist-organisation NB opstod og hele arkivet fra dengang ligger nu parat ”i skyen”. Det er baggrunden for filmen.  Det er tydeligt at filmens skaber gerne vil have os til at dykke ned i historien. Det særlige er at den hverken er støvet eller grå, det er fremragende billeder i klare farver og lyden er tydeligvis lavet af en lydmand.

Lige siden 70’erne har Bent Yenzen’s røst kunnet høres på Nørrebro og her høres den ekstratydeligt. Ja siden 50'erne faktisk, for han voksede op i Bangertsgade. I Rigsarkivets materiale NB Kildepakke har jeg sakset hans beretning, her aftrykt i rødt, som supplerer filmen udmærket 

fra NB Kildepakke

Rigsarkivet 

Bent Yenzen's indlæg

Jeg synes altid vi blev kritiseret. Vi blev kritiseret fra højre og fra venstre og fra vore egne og det var aldrig godt nok. Nu ser jeg mig omkring  og synes at der er sket meget siden jeg kom herind i 1956. Vi flyttede ind i Bangertsgade 7C, 1. Tv., det var en baggård, og der var en baggård når jeg kiggede ud af det ene vindue og en baggård til den anden men vi havde lokum på bagtrappen, ikke nede i gården, så det var fint, men det var jo koldt så dengang sad vi ikke og læste på lokummet.  Havde vi ikke haft NB havde jeg ikke boet her nu for så var der kun kommet til at bo 2000 mennesker i Firkanten, men vi sagde jo at der også skulle være nybyggeri. Der var jo en tradition at bygge videre på. Det var det ham Bjarne sagde.

I skolen spurgte min lærer mig engang: Hvorfor spørger du om så meget, du skal jo bare være arbejdsmand. Ha-ha! Men se på kvarteret i dag, så mange folkeslag og så gode boliger og det er jo til almindelige mennesker. Jeg har lavet en film engang hvor jeg interviewede nogen folk her i gaderne. Det er en virkelig vigtig film til at beskrive den tid.

Nu er jeg måske ikke en helt almindelig beboer. Jo det er jeg i dag. Men dengang var jeg jo med i Forretningsudvalget i NB og det var jo noget særligt, der sad jeg i de aller-aktiveste år. Jeg kom jo lige fra Gribskov-lejren hvor alle militærnægterne havde lavet et mægtigt oprør. Maleriet jeg viser frem lavede jeg engang i 72.  Lokalet jeg står i er Nørrebro Radio hvor jeg er radiovært i dag.Jeg kom lige fra Grib Skov og stod på gaden i København  og vidste at hvis ikke jeg fandt ud af noget inden en måned så var jeg på spanden. Folk ryger på røven i storbyen. Jeg snusede til NB og der var altså en der hed Bjarne og han var også træt af alle mine spørgsmål og fortalte mig at jeg skulle på aktionsskoling. Han blev sur fordi jeg spurgte om der virkelig var noget for mig at lave når der allerede var vundet alt dét der. Og da jeg så kom med i NB var det det samme, for jeg kom til indslusning med en pige der hed Rigmor, Den første aktion var en aktion som var en sommerferie-afslutningsfest og vi stormede Ernst Johansens anpartslejligheder i Tømrergade/Smedegade gade og dét jeg så sagde til Rigmor det var om de spørgsmål man kom med blev diskuteret i ledelsen.  Det spurgte jeg om.

Ledelsen i NB havde ikke dét der lignede privilegier, ikke en tøddel.  Men det er der altid nogen der siger. Men jeg havde ikke travlt med at komme i FU men jeg sad der alligevel da der var allertravlest, dér i 76 og nogle år frem. Mogens Blom sad der også. Nogen gange var den fire om morgenen inden vi gik hjem og folk rystede på hovedet af os og sagde ”Hvad fanden får I egentlig ud af det der” og sådan. Men Bjarne sagde: I blev jo ved, der var jo principielle punkter”. Vi var jo lidt anderledes end den traditionelle venstrefløj, vi blev ved, til vi blev færdige. Akademikerne på Statens Arkiver var pisse-nysgerrige  da vi mødte op der for et par år siden. Vi skulle sætte vores underskrift på en aftale om adgangsret til arkivet og de vidste selvfølgelig ikke om vi ville skrive under, det var Otto og Jeg,  og vi var begge medlemmer af Forretningsudvalget de år, og nu er vi ”arkivskabere”. Nu da hele lortet var  anbragt og sorteret havde de dér folk kikket i protokollerne og de spurgte os med forundring, hvem lærte jer det?  De dér akademiske folk hed Erik og Lene, de var sgu fine. Vi var gået i stå og så havde Rigsarkivet gjort det færdige. 

Hold da kæft et arbejde. Men så var de jo blevet nysgerrige, det kan jeg sådan set godt forstå.

Det med kritikken tog Bjarne roligt. De liberale borgerlige holdt til hos os, selvom vi var venstreorienterede. Vi blev næsten mest holdt af af de liberale. Det var de Radikale der havde flest partifolk blandt NBs medlemmer. Det var også de borgerlige der kom til Bjarnes fødselsdag og Erling Olsen den socialdemokratiske boligminister mødte op i 95 da han blev 50.  Bjarne havde en større mund end Kim Larsen for de havde selv målt det da de gik i samme klasse på Frederiksundvejen og Kim legede popsanger i den ene ende af skolegården og Bjarne kæftede op om politik i den anden.

Bjarne døde for 6-7 år siden. Vi havde halvanden tons papirer. Jeg havde jo ringet til Otto og sagt at nu er det altså femte gang jeg flytter de her papirer og nu gider jeg altså ikke mere og nu smider jeg dem ud, og så sagde Otto at det gør du fandme ikke og det er jo historie og sådan, men jeg havde  jo bare gemt på det og nu var jeg træt af at slæbe rundt på det. Jeg havde jo ikke tænkt på at det skulle på Rigsarkivet.

Det var en god kobling. ”Hold da kæft, det er jo skelsættende reformer” sagde idioten og når en Aalborgenser og jyde siger sådan, at det er skelsættende reformer så er det kraftstejleme vigtigt og han sagde jo at jobskabelsesloven også var den samme pakke, det var martspakken,  sammen med byfornyelse og stop for ejerlejligheder, det hele blev vedtaget der,  og det hele var nået indenfor ti år.  Plus de ikke-kommercielle lokalradioer og TV-stadioner, for det kom også men det var sgu samme pakke. Hvem tænker på det i dag? Det var jo det vi opdagede.  Jeg er jo ikke akademiker og havde ikke læst det der lovstof og folketingets forhandlinger men det var jo der Otto kom ind i billedet.

Det kan jo lade sig gøre, det er jo dét der er så fantastisk ved det, det var jo meningen at det skulle have været tromlet ned og brugt til administrationen til City, men det er jo derfor det er blevet ude  på Amager i stedet for, jeg husker på en oplevelse i Grækenland og jeg snakkede med nogen og jeg sagde jeg boede ti minutter fra magtens centrum og alle hotelværelserne blev bestjålet den nat men ikke mig så nogen må jo mene at jeg var noget særligt og der hvor jeg vil hen er at min  lejlighed koster 3700 kroner og de andre i opgangen betaler det dobbelte, men de har jo ikke kæmpet for det som jeg har, de har jo bare købt andel, det er jo fantastisk, jeg er jo lejer, men ejerne skal jo betale alt det faste inventar, men det er jo nogen bønder, vi kan jo eje vores eget, det er jo sådan de tænker. De håber jo også at sælge det til høj pris, og det tilbød de også mig, men det gik jeg  jo ikke med på. Otto bor jo også i en billig lejlighed oppe i Aalborg, det ved jeg. Det er jo det vi har prøvet på. Dét der var anderledes var jo  hvordan laver man kollektiver i en storby. Vi havde jo vores egen lejlighed, men mødtes og spiste sammen, men hvordan laver man kollektiver i en storby, det er der jo ingen der dyrker i dag, de sidder jo i hver sin lejlighed. Hovedreglen var jo at man betalte forud og man havde betalt for en måned ad gangen og så var det jo bare om at møde op. Hvis du ville have noget at æde så kom de. Vi fik dét dér opereret væk , det er mig det er mig, for hvis ikke du kom så havde du jo betalt for maden alligevel. Jeg sagde det ved foredraget i Aalborg. Tak til alle de tusind af mennesker der var med, det var jo ikke bare nogen få der var med det var jo tusindvis og det synes jeg vi skal have med, at de skal også have tak, selv om de rejste lidt tidligt, for det er jo derfor jeg bor her i dag. Jeg mødte Erik forleden og som han sagde vi har jo kendt hinanden i 34 år. Det hyggelige er jo at de der gider at at gøre noget fik lov. Vi mødte jo mange af dem til den fest for et par år siden, og der var jo en god stemning. Jeg  fortalte om arkivet og sagde at nu er vi jo registreret og så bliver man aldrig glemt. Pointen ved det var  at jeg kunne sige tak til alle dem der havde deltaget for ellers havde vi jo ikke været her, og da jeg fortalte at arkivet var gemt kom Mette op til mig og sagde, åhh har i gemt alt det der som vi sad og brugte alt det tid på og tak skal I have.  

Det var nu sådan. Er du desperat så slås du mod politiet og er du realist så finder du på noget der er sjovt. NB havde de gyldne regler. Der er en af de gyldne regler der hedder: Andres vurdering er ej som du tror, de vurderer dig efter din praksis og ej dine ord.  Og der var en der hed:i Der er så mange gyldne regler så man går helt amok i dem. Der er også en der hedder skal en opgave udvikles stabilt og i ro skal man fra starten mindst være to. Og så er der en der hedder Den enkelte er uden tvivl klog men gruppens viden skal stå i en bog.  Ja og uden mad og drikke duer helten ikke,  ordentlig mad og moro det får man i sin bokoo. Det sidste rimer jo ikke men bokoo var noget med bokampkoordineringsgruppe, men det var altså dér vi spiste.  Der var vist ti af dem. Vi udleveredere os selv lidt men vi blev også respekteret, Vi var tæt på hinanden men vi pillede ikke ved hinandens ting og helt ærligt vi havde ikke alt det der med gruppesex de siger i dag. Men vi havde en kæmpedebat på en generalforsamling for det var ikke alle der var tilhænger af det hele og der var en der stillede sig  op og sagde om vi nu var tvunget til at spise sammen. De troede det gik ud over dem selv men de var jo gået ind med en holdning og så måtte de jo gå videre, men nogen gange gik det jo også for stærkt.

 Jeg synes godt man kan fremhæve at de der spisegrupper de var jo lagt meget an på økologisk mad. Og så synes jeg at der er én ting, vi kom jo ikke sovende til vores ting, vi havde nærmest en arbejdsdag fra 8-24. At lave om på samfundet er som at gå på arbejde. Det kunne godt stå som en overskrift. Man hører jo altid: Laver I noget, og sådan? Det der bokoo-mad det var fantastisk at æde, det tror jeg var med til at holde én ung, i de der ti-tolv år. Pointen i det er at det med at lave kollektiver i byen det var sund mad og det var billigt og det var da hyggeligere end at man sad derhjemme og lavede sit eget lortemad, så har man da nogen at snakke med, det er da også rart at komme og spise sin morgenmad og man kommer og der er nogen der siger goddag.  

Bent SLUT

sakset fra 

Laurine – verdens ældste boligaktivist

I 1976 besatte den 72-årige Laurine Nielsen en tom lejlighed i København og blev dermed verdens ældste boligaktivist. Hendes bz-aktivitet førte til, at loven om genhusning blev gennemført.

Af Erik Nørr, tidligere arkivar og seniorforsker, og Lene Finne Jepsen, dokumentalist, Rigsarkivet

Laurine Nielsen portrætteret i Ude og Hjemme, 1. juli 1976. Foto: Rigsarkivet

Det hele begyndte i maj 1976, da 72-årige Laurine Nielsen besatte en tom, nybygget lejlighed i Murergade. I foråret havde hun for første gang været med til et møde i Nørrebros Beboeraktion, hvor deltagerne var blevet enige om, at en pensionist skulle besætte en af de nye, moderne lejligheder.
Laurine, der var kommunist og vant til at være aktiv, var den eneste, som meldte sig. Hun boede i en fugtig, petroleumsopvarmet, usund lejlighed i Møllegade, men var af sin læge blevet rådet til at flytte.
Med hjælp fra Nørrebros Beboeraktion besatte hun så den tomme lejlighed uden at betale indskud og uden at kunne betale huslejen, som var en halv gang større end hendes pension. Hun betalte de 300 kr., hun mente at have råd til. Huslejen lød på 1.898 kr. pr. måned samt el og varme.

Gør sociale boliger sociale

Laurine flyttede ind under mottoet: ”For en bolig vi kan betale – gør sociale boliger sociale”.
Hun stammede fra Himmerland, men flyttede i 1939 til Nørrebro. Hun kom hurtigt med i lejerforeningen, hvor hun blev et kendt ansigt. En af de kommunale medarbejdere, der undersøgte lejlighederne for svamp, ville fx gerne have hende med som konsulent. ”Hun er bedre end nogen ekspert”, sagde han. Laurine var nemlig allergisk over for svamp og behøvede bare at være 10 minutter i en lejlighed med svamp, før hun fik udslæt.
Nu havde hun for første gang i sit liv en lejlighed med bad, og hun nød det. Boligselskabet, der administrerede bygningen, ville ikke ringe efter politiet, selvom Laurine havde overtrådt loven. Tværtimod havde boligselskabets direktør givet hende en nøgle til lejligheden. For som han sagde: ”Ellers vil boligaktivisterne holde døgnvagt ved hendes gadedør.”

Et menneskeværdigt sted at bo

Sagen havde stor mediebevågenhed, og de fleste havde sympati for hendes sag. Fra maj 1976 var sagen ”Laurine” vandret fra det ene ministerium til det andet, og den endte i Folketinget. Her anmodede folketingsmedlem for DKP Hanne Reintoft socialminister Eva Gredal om at yde assistance til Laurine.
For Hanne Reintoft var sagen principiel:
“Det kan ikke være korrekt, at ældre, syge pensionister skal bo i kondemnerede lejligheder, mens nye, gode boliger i socialt byggeri står tomme.”
Men Eva Gredal afslog at hjælpe Laurine.
Københavns Kommune tilbød nu Laurine en anden lejlighed, men uden varmt vand og bad og uden opvarmningsmulighed, hvis hun inden for et døgn kunne skaffe 1.900 kr. Hun afslog, for som hun sagde:
”Myndighederne håber vel, at jeg giver op, men det gør jeg ikke, jeg holder ud, ikke for min egen skyld, men for at alle skal få et menneskeværdigt sted at bo.”

Laurines husbesættelse blev en succes

I august 1976 holdt Nørrebros Beboeraktion pressemøde i Laurines lejlighed. Beboeraktionen og Laurine havde da haft nye forhandlinger med boligselskabet. De var blevet enige om, at Laurine foreløbig kunne blive boende. Boligselskabet opfordrede Laurine til at forelægge sin sag for Den Sociale Ankestyrelse, Socialministeriet og Boligministeriet – en procedure, der kunne tage flere år.
Sagen blev en succes for Nørrebros Beboeraktion. Lov om genhusningssikring (Lex Laurine) blev gennemført. Huslejen for fattige folkepensionister blev nu indtægtsbestemt.
Laurine Nielsen flyttede først, da hun kom på plejehjem.
+ Åben alle- Luk alle

• Nørrebros beboeraktion

  Rigsarkivet indsamler arkiver fra alle dele af samfundet. Nørrebros Beboeraktion er et eksempel på en undergrundsbevægelse, hvis arkiv er endt i samlingen.
  En ikke-voldelig organisation med mange aktiviteter
  

  

  Demonstration arrangeret af Samarbejdsudvalget Mod Ejerlejligheder, ukendt år. Foto: Rigsarkivet

  Nørrebros Beboeraktion blev dannet i 1973 og var en beboerorganisation i “den sorte firkant” i området omkring Blågårds Plads på Nørrebro. Formålet var at bekæmpe totalsaneringer og oprettelse af ejerlejligheder i dette kvarter. Bevægelsen var en udløber af ung­doms­oprøret og slumstormernes aktiviteter i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, og de fleste medlemmer havde baggrund i fagbevægelsen og den politiske venstrefløj.
  Nørrebros Beboeraktion var en ikke-voldelig organisation, som benyttede mange slags virkemidler, bl.a. optog, gadeteater, op­sø­gen­de virksomhed over for boligejere samt happenings over for de politiske beslutningstagere.
  Besæt en telefonboks
  Organisationen havde en omfattende administration. Der var halvårlige generalforsamlinger, koordinationsmøder hver fjortende dag og ugent­lige forretningsudvalgsmøder. Her udover var der et utal af basisgrupper og midler­tidige ak­tions­grupper.
  Hvis man ønskede at blive optaget i Nørrebros Beboeraktion, skulle man igennem en indslusningsprocedure med informationsmøder, diverse indskolingsprogrammer samt midlertidige arbejdsopgaver. Efter indslusningen kunne man træde ind i en basisgruppe.
  Organisationen gennemførte boligaktioner i en del huse på Nørrebro. Udover Laurine-sagen kan nævnes Todesgade, Godsbanegade-aktionen og Åboulevarden 45.
  Der blev også foretaget koordinerede aktioner i andre byer. Disse aktiviteter stod det såkaldte SME-samarbejde (Samarbejdsudvalget mod ejerlejligheder) for. Det kunne fx være at få lokale aktivister til at besætte telefonbokse lørdag kl. 11.
  Organisationens sejre, konflikter og ophør
  Nørrebros Beboeraktion kunne fejre mange sejre. Det mente medlemmerne i alt fald selv. De pegede bl.a. på, at de fik indflydelse på loven om stop for salg af ejerlejligheder i 1979, byfornyelsesloven i 1982 og loven om genhusningssikring, Lex Laurine.
  Nørrebros Beboeraktion bestod af mange forskellige mennesker, og det var til tider svært at få alle til ”at spille sammen”. En af de mange interne diskussioner endte med, at en gruppe i 1976 meldte sig ud af beboeraktionen og dannede sin egen fraktion, Blågårdsgruppen.
  Nørrebros Beboeraktions storhedstid var 1970’erne, men organisationen eksisterede frem til 2007. En stor del af aktiviteterne fortsatte i lokalradioen Nørrebros Radios regi.

• Arkivalier bag historien: Nørrebros Beboeraktions arkiv

  

  Samarbejdsudvalget Mod Ejerlejligheder stod bag denne plakat, der findes i Nørrebros Beboeraktions Arkiv. Ukendt år. Foto: Rigsarkivet

  Indtil afleveringen i 2011 var det omfattende arkiv for Nørrebros Beboeraktion bevaret flere steder på Nørrebro.
  Arkivet er meget blandet og giver et godt indblik i bevægelsens arbejdsformer. Materialet omfatter  bl.a. mødereferater, interne blade, materiale fra de mange basisgrupper, pressemeddelelser, plakater og opslag.
  Se en samlet oversigt over de enkelte dele af arkivet i arkivdatabasen Daisy
  Se i øvrigt: Nørrebros Beboeraktion i Wikipedia
  For mere undergrundshistorie læs også om Christianias arkiv, som Rigsarkivet modtog nogle år før arkivet for Nørrebros Beboeraktion.